I starten af coronakrisen deltog jeg i et super godt webinar med NeuroLeadership Institute. “What Science Says Leaders Should Do”. Det handler om coronatidens psykologi.
I løbet af foredraget gik det op for mig, hvordan jeg havde overreageret i min respons til corona. Min hjerne spillede mig et puds! Udover at jeg havde undladt at være sammen med andre end den nærmeste familie, så havde jeg også begrænset min udendørs alenefærden til haven og skoven liiiiige bag haven. Jeg havde altså gjort mit afstandsliv en hel del mere surt end nødvendigt! Jeg kunne jo godt have inviteret familien med på en gåtur ved stranden eller drukket kaffe med en veninde i solen, men det gjorde jeg ikke. Jeg blev hjemme. Nærmest 100%.
Det er bare menneskeligt, lærte jeg. Det er helt almindeligt at under-reagere (lade som ingenting) eller over-reagere (som her; jeg isolerer mig selvom jeg er rask) når man står overfor en fare man ikke har overblik over. Det bedste er selvfølgelig, når jeg tilpasser mig og justerer min adfærd realistisk til situationen. Adapterer. Det kan være vildt svært så længe jeg mangler overblik. Det kan måske lyde helt åndsvagt, men nu fortæller jeg det altså … jeg fejrede min nye indsigt med en tur i BILKA af alle steder. God plads – masser af lækre madvarer og mange mennesker som jeg smilede og sendte fingerkys til. Jeg havde en fest! Jeg fik brudt mit mønster!
Og nu har situationen så ændret sig igen. Nu åbner vi landet op i faser, og vi skal undgå den anden grøft, hvor vi pludselig under-reagerer og glemmer at den lille virus, med de kun 12 til 15 gener, stadig bor i blandt os.
Der er ingen tvivl om, at tiden lige nu kalder på, at vi hjælper hinanden – og det er vi rigtig gode til! Mange ting går godt, også selvom mange af os pendulerer frem og tilbage i vores følelser og reaktioner. Jeg er håbefuld. Det skal nok gå alt sammen! Fortsæt med at passe godt på jer selv og hinanden – lad os mødes i de næste par nyhedsbreve – og tænk – lige pludselig kommer vi til at mødes i virkeligheden igen. Det bliver dejligt!
Comments are closed.